Samarbejde med UCN har givet studerende ’blod på tanden’ og øget interesse for voksensocialområdet

”Det har vist, hvor mange døre det åbner at være ergoterapeut - det er også sådan noget her, vi kan arbejde med”, fortæller Christinna Lianching, en af de 25 studerende fra UCN, der i en uge har dedikeret deres studietid til virkelige problemstillinger fra Aalborg FRI-TID, AKTIV og FREMDRIFT.

Hvordan kan Aalborg FRI-TID skabe små fællesskaber, hvor der er plads til voksne med forskellige udfordringer? Med fagligheden som kompas kom to af grupperne med relevante og kreative løsninger på den udfordring. Gennem besøg, interview og materiale har grupperne fået kendskab til Aalborg FRI-TIDs praksis, hvilket har skabt øget motivation hos de studerende:

”Det kan give noget til nogen i virkeligheden. Det giver blod på tanden til at gøre noget ekstra. Vi kan bedre leve os ind i det”, fortæller Stinne Christensen om forløbet, der også har åbnet de studerendes øjne for nye arbejdsområder inden for voksensocialområdet:

”Jeg tænker, at det kunne give rigtig meget at søge et job inden for sådan noget her som ergoterapeut. Her får vi mere personlig gevinst, fordi det er et mindre miljø vi kommer ind i, og vi kan se folk i øjnene i de her grupper, og det tror jeg faktisk kunne være en rigtig interessant jobmulighed for mange af os”, uddyber Christinna.

Billede af Stinne, Julie og Christinna.

Foto: t.v. Stinne Christensen, m.f. Julie Bæk, t.h. Christinna Lianching

Billede af Mette og Katrine.

Foto: t.v. Mette Fjeldsted, t.h. Katrine Andersen

Virkelige problemstillinger og interviews gør teorien meningsfuld

For tredje gang danner Aalborg FRI-TIDs grupper og de øvrige cases grundlaget for modulet ’Facilitering af aktivitetsfællesskaber’ på ergoterapeutuddannelsens femte semester. De studerende fik til opgave at udløse udfordringerne ved at bruge deres lærte fagligheder, og det gav nye øjne på gammel teori:

”Jeg synes, at de virkelige udfordringer gav motivation til at prøve at løse det her problem. Vi kunne sætte alle teorierne på borgerne og arbejde bedre med implementering og de forskellige læringsforudsætninger. Det synes jeg virkelig gav et samlet billede”, fortæller Mette Fjeldsted som også fremhæver, hvordan casen har åbnet hendes øjne for brugen af de ergoterapeutiske teorier og metoder i arbejdslivet:

Jeg havde ikke tænkt det i den her sammenhæng. Jeg synes, at det er meget anderledes end hvad vi hidtil har set. Nu har vi også hørt de andres fremlæggelser, og det er jo forskellige metoder, så det har helt klart udvidet mit blik på, hvilke forskellige funktioner vi kan have.”

For Mettes gruppemakker Katrine Andersen har forløbet også givet en forsmag på arbejdslivet, der venter efter studietiden:

”Det er ofte i vores praktikker vi ser koblingen mellem teori og praksis. Så det her har nærmest været en lille praktik”, forklarer hun og supplerer med et lille håb for fremtiden:

”Jeg synes, at det kunne være megafedt med mere samarbejde i undervisningen. Det er mere virkeligt, når det ikke er en opfundet case. Vi kan interviewe rigtige mennesker – i stedet for et opfundet interview. Det gør det bare meget mere virkeligt og det gør det nemmere at relatere til.”

 

Et samarbejde med gensidig gevinst

Håbet om mere samarbejde lyder også fra Jacob Madsen, lektor på UCN:

”Vi vil rigtig gerne udvide samarbejdet, så endnu flere områder af Aalborg Kommune kan komme ind i det. Det kan give større synergi.”

Samarbejdet har stort betydning for de studerendes forståelse for deres faglighed og arbejdslivet på sigt, mener Jacob:

”Samarbejdet giver de studerende et billede af, hvordan virkeligheden er, og jeg synes personligt, at Aalborg FRI-TID, AKTIV og FREMDRIFT rummer så mange aspekter på samme tid. Her skal de studerende både kende mennesket og systemet, og de skal kolbe teoretisk viden og menneskelige ressourcer i mødet med voksne med forskellige udfordringer.”

Glæden for samarbejdet går begge veje, fremhæver Anne Sophie Lund Skibsted, leder af Aalborg FRI-TID, AKTIV og FREMDRIFT:

”For os er der to vigtige aspekter af samarbejdet. For det første vil vi gerne give de studerende smagsprøver på, hvordan de kan bruge deres ergoterapi i afdelinger som vores - i håbet om, at flere af dem på sigt har en interesse i at søge job inden for voksensocialområdet. Og samtidig er det en kærkommen forstyrrelse i vores praksis, når de studerende kommer med deres nyeste viden og kreative idéer, da vi altid gerne vil nytænke og afprøve nye ting, så vi kan udvikle os.”

 

---------------------------

Samarbejdet mellem UCN og Aalborg FRI-TID, AKTIV og FREMDRIFT fortsætter til efteråret, hvor endnu et semester skal arbejde med virkelige udfordringer i de tre afdelinger.